WINDOWS
Lisa Kottkamp
22.5.2020 – 14.6 2020
Foto af Sofie Amalie AndersenLisa Kottkamp
22.5.2020 – 14.6 2020
"One could of course argue that this is not the real thing, but then — please, anybody — show me this real thing”
Hito Steyerl, In Defence of the Poor Image, 2019
Den digitale revolution skete ikke på et splitsekund. Helt tilbage i de tidlige 1980’ere blev de første softwarepakker, designede til at gøre almindelige brugere i stand til at interagere med den digitale verden, lanceret. De var udrustet med nye venlige brugergrænseflader, der ikke krævede at brugerne talte flydende kodesprog, men tværtimod lod dem navigere visuelt med deres instinkter – i en næsten fysisk interaktion med den virtuelle verden, der trådte frem på skærmen. I 1985 lancerede firmaet Microsoft deres første version af Windows, som en grafisk udvidelse til det allerede eksisterende kodningssystem DOS. Kort efter, i 1995, havde Windows udviklet sig til at blive et fuldt fungerende operativsystem, der også inkluderede web-browseren Internet Explorer – og det blev intet mindre end en historisk world wide success.
Microsoft navngav efter sigende deres operativ system efter ideen om et vindue med flere fag i samme ramme. Men hvad er et vindue egentlig? Er det et rum, en overflade, en grænse eller en substans? Et materiale? En metafor? Udstillingen Windows af kunstneren Lisa Kottkamp kobler sig til disse spørgsmål og fortsætter dem.
Vinduet i udstillingsrummet giver lys til installationen, når døren er lukket. Men det leder også vores opmærksomhed hen på havneindustrien udenfor; til vindmøllerne, havmågerne og ja, havet! Vinduet adskiller indenfor med udenfor og drager en linje mellem her og der. Det giver os mulighed for at se udad og få nye ideer og refleksioner, og det minder os om imperativet i at gå, i at se. Men spørgsmålet er, hvad det er vi ser. I Kottkamps installation hænger der en serie af semitransparente gardiner fra loft til gulv, som faner der opdeler rummet. Mellem gardinerne står skulpturelle objekter; faksimiler der fortolker indholdet af andre objekter og fæstner det i andre materialer. Gardinerne viser de samme motiver i en reproduceret, filtreret version, men det oprindelige objekt er faktisk slet ikke selv til stede. Eller er det? Måske er ideen, der ligger bag de fremstillede faksimiler og de forvrængede, reproducerede billeder rent faktisk lige så meget, hvad vi kan betegne som originale?
I den medfølgende publikation har Kottkamp samlet en serie fotografier af himlen, hun har taget med sin mobiltelefon og efterfølgende tilført forskellige digitale fotofiltre med navne såsom Oslo, New York og Cairo. Ligesom gardinerne i udstillingsrummet skaber disse filtre en drømmeagtig perception af en angivelig virkelighed fra anden tid og sted. Eller en colorgraded version af hvad vi kan (ønske at) se fra vores vindue.
–
Lisa Kottkamp er født i Jena, Tyskland i 1991 og bor i dag i Leipzig. Fra 2012 studerede hun på Burg Giebichenstein University of Art and Design i Halle med et ophold på Academy of Fine Arts i Wien. I 2019 færdiggjorde hun sine studier med en kandidatgrad på HGB Academy of Fine Arts Leipzig. Kottkamp har udstillet på talrige gallerier og udstillingssteder, senest på Spinnerei i Leipzig, og har også selv organiseret flere udstillinger i Leipzig, Halle og Wien.
Tekst af Sofie Amalie Andersen, maj 2020
Download katalog her
Kurateret af Sofie Amalie Andersen
Udstillingen og produktion af katalog er støttet af Statens Kunstfond og Bornholms Regionskommune