Still Life
Gabriel Bott
8.6.2019 – 7.7.2019
Gabriel Bott
8.6.2019 – 7.7.2019
Foto af Troels Hansen, 2019
Still Life
Ifølge en populær myte var det i det romerske imperiums velmagtsdage en tradition, at når en kejser vendte sejrrig tilbage fra fronten for at lade sig hylde af befolkningen i byens gader, stod en slave tæt bag ham i stridsvognen, hvorfra han kunne hviske: Respice post te! Hominem te esse memento! Memento mori! (Se bag dig! Husk at du blot er menneske! Husk at du skal dø!)
Kunstneren Gabriel Bott har til sin solo-udstilling i Sol skabt en installation bestående af elementer fra gulv til loft. Mellem objekterne kører en 3-D animation i loop med scener fra et dystopisk øde landskab, hvor bare efterladenskaberne fra en menneskelig kultur er tilbage. I animationen ser vi blandt fragmenterne nogle store metalliske rør, der giver stærke associationer til de tuber, der bruges til at fryse mennesker ned ved hjælp af moderne kryonik-teknologi.
Kryonik-teknologien er særligt populær hos den såkaldt transhumanistiske bevægelse. Transhumanisterne mener, at den endelige død er en proces, der kan sættes i dvale ved hjælp af meget lave temperaturer – og at nedfrosne individer derfor vil kunne blive vækket til live engang i fremtiden, når videnskaben har fundet en holdbar erstatning for den forgængelige menneskelige krop. Ofte bruger transhumanistiske tilhængere videnskab som udgangspunktet for udbredelsen af deres filosofi. Men samtidig går ord som tro, tillid og sandhed igen i den transhumanistiske retorik, hvilket vidner om, at bevægelsens affejelse af døden ikke mindst er båret af den (over)tro, som støtterne praktiserer.
Udstillingen Still Life er et tredimensionelt stilleben. Som et moderne vanitasbillede ønsker Bott med sin installation at give os rum for kritisk eftertanke. For den transhumanistiske bevægelse er både fascinerende og truende. En bevægelse der er præget af en optimistisk tro på fremskridtet. Men – selv hvis vi som enkeltindivider i fremtiden rent faktisk bliver i stand til at overleve vores egen død – hvilken verden vågner vi så op til?
Til at akkompagnere installationen har kunstneren Hampus Behm skrevet et langdigt, som kan læses i udstillingskataloget.
Gabriel Bott (f. 1988, Stockholm) er uddannet MFA fra Kunstakademiet i København, hvor han også bor og arbejder idag. Bott anvender ofte en blanding af materialer og teknikker til at fremstille de skulpturelle elementer, der indgår i hans rumlige installationer. Samtidig skaber han via 3D animationssoftware parallelle universer, der bebos af digitale karakterer – avatarer – som på samme tid både ligner og adskiller sig fra vores kendte verden. I sine værker undersøger han globale fænomener og tendenser i vores samtid og trækker tråde til både religiøse, videnskabelige og politiske sammenhænge. Bott har senest udstillet ved Supermarket Art Fair 2019 i Stockholm og vil i maj 2019 også være repræsenteret i gruppeudstillingen How curious. I had no idea! Today has ended i SIRIN Gallery i København.
Tekst af Sofie Amalie Andersen
Download katalog her
Kurateret af Sofie Amalie Andersen
Udstillingen og produktion af katalog er støttet af Statens Kunstfond, Østbornholms Turistforening, Bornholms Brand og Bornholms Energi og Forsyning