I udstillingen Lapidarium møder vandets filosofi og feministiske strømninger de lokale bornholmske stenbrud.
Billedkunstner Ida Lunden forbinder det personlige med det planetære i sine materialeundersøgelser. Hun er optaget af det forunderlige ved at alle verdens væsener i bund og grund består af materiale med ånd, der fortættes, fordamper, forsvinder og opstår på ny. Lundens praksis tager afsæt i kroppen, der både intentionelt og uundgåeligt indgår i forbindelser og udvekslinger med sin omverden, alt imens den langsomt forandres og forgår. I sine sanselige værker, udtrykker hun følelser af sorg, omsorg, samhørighed og forgængelighed.
Lapis betyder sten på latin og et lapidarium er en udstilling eller samling af sten. Et lapidarium er også betegnelsen for et område, oftest i forbindelse med en kirkegård, hvor særligt bevaringsværdige minde-og gravsten opstilles. I Lundens lapidarium udgøres samlingen af både sten fundet under vandringer på Bornholm, vandkar i beton, gipsafstøbte hænder og materialegenbrug fra tidligere arbejdsprocesser ombrudt til nye værker. Vandkarrene minder os om det bornholmske landskab med sine klippeformationer, der indeholder små bassiner af havvand, mens betonen repræsenterer et mere dystopisk budskab: Mennesket skaber gennem forbrug af ressourcer og materialer. Vores skoler, arbejdspladser, beboelser, infrastruktur er støbt i beton.
På verdensplan ekspanderer beton-byggeindustrien fortsat, hvilket har resulteret i, at otte procent af den globale CO₂-udledning i dag kommer fra produktionen af cement. Beton består nemlig udover grus, småsten og vand af cement, der fremstilles af opvarmet kridt. Kridt er kalkaflejringer fra forhistoriske dyr og planter. Grus og småsten stammer fra den seneste istid. Når kunstneren anvender beton, er det ikke blot som en kritisk kommentar til sin umiddelbare omverden, men også en påmindelse om de og det, der var her før os. Ikke blot forrige generationer men forrige geologiske tidsaldre, hvor ganske andre væsener gik rundt på samme jord, som vi nu lader smuldre under fødderne på os.
Ida Lunden er også optaget af mellemmenneskelige, og mellemartsliger materialiteter, og undersøger kontinuerligt hvordan de relationelle kvaliteter herimellem viser sig i de færdige værker. I sit atelier afstøber og manifesterer hun fællesskaber og tryghed ved hjælp af sine kollegers kroppe og afklippede sutter. Indbyrdes forbindelser materialiseres side om side med usynligt arbejde i hjemmet, og skaber herved dialog mellem feministisk æstetik, sanselighed og kunsthåndværkets iboende kraft til at genfortælle gamle historier fra nye perspektiver. Små hjerteformede, skarabæ-lignende "kunstnerhjerner" kravler rundt på gulvet som en invasiv art, der uundgåeligt vil komme til at overtage verden, før vi ved af det. Disse små amuletter, som kunstneren kalder dem, er modelleringer af andre kunstneres hænder. Knyttede kunstner-kollega-hænder foreviget i vand og gips, gennem en samtalebåret, kærlig og flydende proces.
I sit arbejde som både kunstner, mor, datter, partner, ven og væsen forsøger Ida Lunden at nære den fælles krop og opbygge et fælles ”hjem” – forstået som et mentalt sted, at være i verden fra.
–
Lapidarium er kurateret af Malou Solfjeld for udstillingsstedet SOL som en del af udstillingsprogrammet Solastalgia.
Udstillingen åbner lørdag den 2. september kl. 16 til 18 og kan besøges alle lørdage og søndage mellem 12-15 eller efter aftale, frem til den 30. september 2023.
Udstillingen er blevet til med støtte fra Statens Kunstfond, Øernes Kunstfond og Det Obelske Familiefond