GRACE PERIOD IS OVER
Jens Hüls Funder
9.4.2021 – 25.4.2021

Foto af Brian Kure



































GRACE PERIOD IS OVER er en udstilling af billedkunstner Jens Hüls Funder, som spreder sig med to forskellige værkgrupper over to lokationer på Nexø Havn: Udstillingsstedet Sol og skatecentret Værftet.

Værkerne i Sol er skrøbelige skulpturer af tørrede ahornblade, sammensyet med snørebånd, ophængt på væggene. Det er tilladt at lade egne associationer og minder forbinde sig til værkerne. For denne teksts forfatter starter det ved en stemning: et ubestemt efterår i ungdommen, en gåtur med blikket i jorden igennem dis og nedfaldne blade, der pludseligt åbner sig som hænder, som brune baseballhandsker; remedier fra et fremmed boldspil, lært at kende gennem film og serier.

I skatecentret Værftet udstiller Jens Hüls Funder stofbannere med reklamer for kontemporær tv-underholdning. De udvalgte reklamer repræsenterer en specifik tendens i udbuddet af fiktions-underholdning, som streamingtjenesterne har afstedkommet. Det drejer sig om markedet for kreative film og serier: det, som man i 90’erne og 00’erne betegnede som ‘indie’ (independent), altså, uafhængige og ikke-kommercielle filmproduktioner. Betegnelsen er ikke længere brugbar, men formsproget og den æstetiske logik lever videre i disse nye, kommercielle produktioner.

Skellet mellem hvad der betegnes som mainstream overfor det, som kunne betegnes som ‘independent’, eksperimenterende eller avantgarde, synes at være under afvikling. Måske kan man se det som udtryk for en industri, der modnes. Og at en serie som Twin Peaks kan kaldes avantgarde i den bogstavelige forstand, at den i start 90’erne varslede en tendens, som nu er synlig. Det er den tendens i tv-fiktion, der ikke vægter en plotdreven handling, men følelse og stemning i stedet. En drømmeagtig følelse båret af symbolik og allegori, hvor det planmæssige narrativ er blevet erstattet af et abrupt og fragmenteret udtryk. Når algoritmer og brugerdata efterspørger et stadigt mere abstrakt billedsprog, er det svært at sige, hvordan billedlige fortællinger vil se ud i fremtiden.

Jens Hüls Funder (f. 1985) er en dansk billedkunstner uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2017.

Værftet er en skatehal på Nexø Havn med et kristent værdigrundlag. Udover at være  skatecenter, legeland og fritidsklub er Værftet, ifølge institutionen selv, et sted, hvor drømme fødes, modnes og udvikles.

Signe Boe
Marts 2021

GRACE PERIOD IS OVER er kurateret og organiseret af billedkunstnere Signe Boe og Sofie Amalie Andersen for udstillingsstedet Sol. Udstillingen er støttet er støttet af Statens Kunstfond, Øernes Kunstfond, Det Obelske Familie Fond og Møbelfabrikken i Nexø.



Udstillingen i Sol kan besøges fredage mellem 15-17 samt lørdage og søndage fra 12-15
Besøg på Værftet sker efter aftale