Det bevidste landskab
Kim Laybourn
26.6.2020 – 19.7.2020

Fotos af Sofie Amalie Andersen


Det bevidste landskab



“Skabelse består af tyngdekraftens nedadgående bevægelse, nådens opadgående bevægelse og den nedadgående bevægelse hos nåden i anden potens”

Uddrag fra Tyngdekraften og Nåden af Simone Weil


En vind blæser sagte i landskabet, mens skiftende billeder af blomster, græs og lyng tager over efter hinanden. I baggrunden ses det ene øjeblik hvad der lader til at være en valmuemark under en blå himmel; i det næste er vi midt i en ørken med kaktusblomster og lilla bjergformationer i horisonten. Der kommer lyde inde fra krattet, lyde af bevægelse, af liv. Eller hvad?

I løbet af filmen, som er projekteret på væggen i Sol, begynder de små bevægelser nemlig at se mere og mere anstrengte ud. Blomsternes form forandrer sig, alt imens de knitrende lyde intensiveres. Langsomt begynder vi at sætte lyd og billeder sammen, og et usædvanligt scenarie toner frem foran os: et landskab i færd med at smelte.

Ordet landskab opstod i sin tid som en teknisk term blandt flamske kunstmalere. I maleriet kan et indtryk eller en illusion om et landskab udvikle sig i sindet hos den, der observerer det. Det er ikke afgørende, om motivet refererer til et fiktivt landskab, eller et stykke land som rent faktisk eksisterer i den fysiske verden. Kun i et ganske kort øjeblik er relationen til virkeligheden det centrale – derefter tager opfattelsesevnen over.

Filosoffen Georg Simmel skrev i sin tekst Landskabets filosofi, at i modsætning til begrebet ‘et stykke natur’ er forståelsen af ‘landskab’ afhængigt af sin egen afgrænsning. For hvor naturen er en grænseløs enhed af et hele (og udelelig), er landskabet rykket ud af naturen og ind i en væren for sig selv, som kun bliver synlig under særlige omstændigheder.

I kunstens mange fremstillinger af landskab bliver vi ofte mindet om størrelsesforholdet mellem os selv, mennesket, og den vilde, sublime natur. Men i Kim Laybourns udstilling er landskabet skabt af kunstneren selv – i samarbejde med det moderne industrielle produktionsapparat – og der findes ikke nogen mellemmand til at mediere oplevelsen af det for os. Vi er selv placeret midt i landskabet, og i takt med dets gradvise nedsmeltning bliver vi mere og mere bevidste om de kræfter, der påvirker det formede landskab, ændrer det, og til sidst destruerer det. Destruktive kræfter som – erfarer vi i løbet af filmens forløb – påføres af kunstneren, af mennesket, af os selv.



Kim Laybourn (f.1988, DK) blev i 2019 uddannet MFA fra Kunstakademiet i Oslo. Han bor og arbejder i Oslo, hvor han på nuværende tidspunkt har atelier på Kunstnernes Hus i Oslo, som atelier-stipendiat ved FKDS. Laybourns praksis spænder over installationer, lyd og musik, tekst, skulptur, fotografi, print, animation, cgi og video. Hans værker har tidligere været udstillet på blandt andet PODIUM (Oslo), Kunstnernes Hus (Oslo), Galleri CC (Malmö), Kunsthal Charlottenborg (København) og senest på Studio 17 (Stavanger)

Tekst af Sofie Amalie Andersen, juni 2020



Download kataloget her

Udstillingen blev støttet af:
Statens Kunstfond, Nordisk Kulturkontakt og Kunst- og Kulturhistorisk Råd  (Bornholms Regionskommune)