Snart slippes vilde heste ud i Bornholms hjerte, Almindingen. De tilslutter sig en flok bisonokser og et tiltagende behov for vild natur i et land der i løbet af flere tusind år er blevet formet af intensivt landbrug. Prospektet skaber debat blandt områdets lokale; nogle kan ikke lide ideen om hegn, andre frygter for deres vanlige rideture, og kan man egentlig stole på at frie heste er gode nok til at holde landskabet rent og pænt?

Vilde heste bliver ellers ofte set som et overvejende positivt element; frihed ligesom oser det ud af TV-billeder, optaget med droner og helikoptere for populære naturprogrammer, af flokke, der kommer galopperende over stepperne. Det har dog ikke altid været let at være hest på menneskeligt territorie.

På den vestamerikanske prærie opfattede de europæiske bosættere i mange år de vilde heste som deres fjender, og dræbte dem i stort antal for at beskytte deres landbrugsjord. Først i 1971 vedtog man i USA en restriktiv lov, Wild Free-Roaming Horses and Burros Act – et program der gjorde det forbudt at dræbe hestene, nu deklareret som et stykke regional kulturarv, beskrevet i lovteksten som “(the) living symbols of the historic and pioneer spirit of the West”. Den dag i dag er staterne stadig forpligtede til at beskytte, stimulere (og kontrollere) præriens heste; flokdyr som nedstammer fra de heste, som de europæiske kolonialister tog med sig over Atlanten i sin tid.

Men der var heste før der var kolonier. På hulemalerier skabt for over 15000 år siden figurerer de; både brune, sorte og plettede slags. Tegninger af vilde, smukke, jagede og beundrede heste, malet med pigmenter langs væggene, som på grund af de særlige kemiske forhold i hulerne stadig findes idag. Forskere mener, at datidens individer har malet med kul, fedt og jord på kalkstensvæggene og at regnvandet, som siver igennem klippemassen, efterfølgende har dannet beskyttende lag og bevaret malerierne igennem årtusinder.

Dette er selvfølgelig spekulativ videnskab, men akkuratesse er heller ikke det vigtige her; dyrene, billederne er.

Til sin udstilling hos Art Hub har Melanie Kitti malet heste, der løber til live i en frise langs væggene. Fra vinduet udenfor ser vi et kun et udsnit – hove der hæver sig over jorden – malet ind i lag af gips, sand og kalk. I Renæssancen forfinede datidens malere teknikken fra hulemalerierne og kaldte den ‘buon fresco’ og i 2022 gør Kitti den til sin egen, og maler anakronismerne frem. I fragmenter bevæger freskomaleriernes motiv sig fra den ene side af rummet til den anden. Som en linje gennem tid og sted. Eller som et digt der folder sig ud som en kontinuerlig strofe; fra Almindingen til Halmtorvet til bjergene i Sydfrankrig og ud over de Vestamerikanske stepper.Melanie Kitti (SE) er billedkunstner, poet og kurator. Hun har studeret på Kunstakademiet i Oslo, Det Kongelige Danske Kunstakademi i København og Forfatterskolen i København. Hun har været med til at starte galleriet Destiny’s i Oslo, hvilket hun stadig aktivt driver i fællesskab med tre andre kunstnere. I 2021 grundlagde hun Abhivyakti, et nonprofit, tværfagligt magasin med udelukkende BIPOC bidragsydere. I 2022 debuterer hun på forlaget Gyldendal med bogen Halvt urne, halvt gral.